Vaniljecreme

Når jeg laver hjemmelavet vaniljecreme, så bliver der intet tilbage. Slet intet. Skål og redskaber bliver med glæde slikket absolut rene af børn og/eller mand. De håber endda på, at der bliver bare en lille portion til overs, som kan spises som dessert – ”råt”!

Vaniljecreme er ikke beregnet til bare at sluge for sjov. Det kan bruges i rigtig mange desserter og kager. Tag bare en helt traditionel lagkage med tre (hjemmelavede) lagkagebunde med marmelade og creme imellem. Eller hvad med en jordbærtærte, der minder om sol, sommer og Danmark? Eller en fransk crème brûlée med karamelliseret sukker på toppen?

Opskrift på hjemmelavet vaniljecreme

vaniljecreme

Hjemmelavet vaniljecreme opskrift

Samlet tid: 12 minutter
Ret: Dessert
Antal: 4 personer
Kalorier: 61kcal
Forfatter: Beate Grandahl
Uanset hvad du skal bruge din vaniljecreme til, så bliver den altid bedst, når den er hjemmelavet. Den vaniljecreme, du får opskriften på her, kan bruges til lidt af hver. Det er sådan en slags basis-creme.

Ingredienser

  • ½ vaniljestang
  • dl mælk – gerne sødmælk
  • 3 spsk. sukker
  • 2 æggeblommer
  • 1 spsk. majsstivelse


Sådan gør du

  • Flæk vaniljestangen med en lille kniv, og skrab kornene ud.
  • Kom vaniljekorn og den flækkede stang i en lille gryde sammen med mælk, sukker, æggeblommer og majsstivelse.
  • Kog op ved svag varme under jævnlig omrøring, til cremen begynder at blive tyk.
  • Tag gryden af varmen, tag vaniljestangen op, og pisk i cremen, så den ikke trækker skind.
  • Afkøl cremen, før du bruger den i lagkage eller lignende.

Noter

Tip: Hvis du vender et par dl piskefløde pisket til skum i cremen, bliver den let og luftig.

Nutrition

Kalorier: 61kcal | Kulhydrat: 5g | Protein: 4g | Fedt: 3g | Mættet fedt: 1g | Kolesterol: 101mg | Natrium: 32mg | Kalium: 104mg | Sukker: 4g | Calcium: 90mg | Jern: 1mg
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Vaniljesukker, -pulver eller -stang

Vaniljekorn fra en vaniljestang er kraftigere i smagen end sukker, og så giver den også de dér herlige sorte prikker, så man kan se, at der er ægte vanilje i.

Men vaniljestænger er efterhånden blevet ret kostbare, så vil du spare på mad-(dessert-)budgettet, så kan du bruge vaniljesukker i stedet for vaniljekorn.

Udskifter du vaniljestangen herover med vaniljesukker, skal du bruge 1 tsk. vaniljesukker. Den teskefuld skal du så trække fra de 3 spsk. sukker, der skal i cremen, ellers bliver cremen alt for sød.

Husk, at noget vaniljesukker altid først bør tilsættes efter kogning – det fremgår af emballagen.

Du kan også købe vaniljepulver, men det er heller ikke billigt. Det er vaniljestænger, der er pulveriseret. Bruger du det – stadig 1 tsk. – behøver du ikke trække noget fra i sukkermængden, for vaniljepulver indeholder ikke sukker, ligesom vaniljesukker gør.

Vaniljecreme uden æg

Kan man lave cremen uden æg? Ja, det kan man da. Der skal så lidt mere stivelse i, da æggene er med til at få cremen til at koagulere.

Antal personer:
4

Tid i alt:
12 M

Sværhedsgrad:
Nem

Ingredienser:

  • ½ vaniljestang
  • 3 dl mælk
  • 3 spsk. sukker
  • 3 spsk. majsstivelse

Sådan laver du vaniljecreme uden æg:

  1. Skrab kornene ud af vaniljestangen.
  2. Hæld 2 dl mælk, sukker, vaniljekorn og -stang i en gryde, og kog det godt igennem under omrøring.
  3. Rør majsstivelsen ud i den sidste dl mælk, og hæld jævningen i lidt ad gangen, mens du pisker, når mælken er på kogepunktet.

Tip: Skal cremen være til en veganer, så brug plantemælk i stedet for komælk.

Brug eventuelt din hjemmelavet vaniljecreme til en lækker rabarbertrifli. Se opskriften lige her.

Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

5 reaktioner

  1. Hej! er cremen frysestabil? Jeg vil gerne putte den i en lagkage, som skal fryses, men det ville jo være ærgerligt, hvis cremen bliver slatten af det 😀

    1. Hej Stine

      Jeg har ikke prøvet at fryse cremen. Så jeg ved ikke, hvordan den bliver efter optøning. Risikoen for en slatten eller måske grynet creme i en lagkage er ikke værd at tage, så måske det er en idé at lave ½ “prøveportion”, som du kan fryse og tø op igen, inden du giver dig i kast med at komme den i en lagkagen? Den optøede creme kan du evt. bruge i en lækker frugtdessert, hvis den bliver god nok.

      De bedste hilsner

      Beate, HurtigMums

  2. Er denne vanilje creme egnet til at lave is af, hvor man evt. Tilsætter f. eks. Amaretto likør eller andre smagsvarianter?

    Jeg har tidligere prøvet at lave is med piskefløde og kondenseret mælk, med Amaretto, men den gav et væmmeligt fedtet lag i ganen og smagte virkelig ikke særligt godt.

    Er der andre måder at lave is hvor man koger blandingen inden den bliver frosset, som jeg bl. a. har set i Masterchef Australien?

    1. Hej Heidi
      Jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke har prøvet at lave is af den, men umiddelbart kan jeg ikke se, hvorfor du ikke skulle kunne. Dog ville jeg så nok erstatte mælken eller en del af den med fløde, da jeg synes, at mælk har en tendens til at krystallisere, når det fryses. Jeg vil også tro, at du skal røre flittigt under indfrysningen – medmindre du har en ismaskine – for at den skal blive lækker og cremet.
      Jeg kan ikke huske at have set det afsnit af Masterchef Australia, du omtaler, så her bliver jeg dig svar skyldig.
      De bedste hilsner
      Beate, Hurtigmums

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Cookie indstillinger
Annonce