Rysteribs

RysteribsRysteribs er sommerens nemmeste tilbehør eller topping at tilberede. Det kræver kun to ingredienser. Ribs og sukker. Ribsene skal være friske. Jeg bruger normalt rørsukker, men min farmor ville nok sige, at det er snobberi og uden betydning. Men min mand siger, han kan smage forskel. Måske han er snobbet?

Det får du ikke svar på i denne opskrift. Men du får mere at vide om ribs i andre farver og lidt om sukker, efter du har fået min ufejlbarlige opskrift. Den lykkes hver gang og er en sikker vinder.

Rysteribs

Hvad er rysteribs?

Samlet tid: 11 minutter
Forfatter: Beate Grandahl
Det er ikke den store videnskab at ryste de lækre ribs. Det er nemlig blot ribs og sukker, der er rystet sammen og har trukket lidt. Nogle mener dog, at ribsene ikke må gå i stykker, de skal blot vendes forsigtigt rundt med sukkeret. Hvorfor skulle det så hedde rysteribs? Ja, jeg spørger bare. Så ryst endelig! Ribsene smager godt til flæskesteg, frikadeller eller andre stegte retter, men det smager også godt som topping på f.eks. havregrøden, ostemaden eller isen.

Ingredienser

  • Friske ribs
  • Sukker – 2 spsk. pr. 1 dl ribs

Sådan gør du

  • Rib ribsene, og skyl dem grundigt.
  • Kom dem i en skål, glas eller bøtte med låg.
  • Tilsæt sukker, sæt låg på, og ryst!
  • De kan spises med det samme, men de smager bedst, hvis de får lov at trække mindst en times tid.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Rysteribs af frosne ribs

Nej! Du skal ikke lave det af frosne ribs. Det bliver ikke godt. Lav i stedet rigeligt, og frys de færdige ribs ned i portioner, så du kan tage en portion op, når du har brug for det.

Men ærligt, det er bedst når det er af nylavede af store, friske, runde, syrlige ribs. Og det kan holdes sig i køleskabet i nogle dage.

Andre farver ribs

Der findes andre farver ribs end røde. Der findes hvide eller gule, og der findes nogle der er meget mørkerøde, næsten auberginefarvede. De hvide eller gule ribs er sjovt nok de sødeste. Du kan stadig godt bruge dem til rysteribs, men spar lidt på sukkeret.

Er der forskel på sukker?

Som tidligere nævnt vil jeg fortælle lidt om sukker. Og ja, der er da forskel på sukker. I hvert fald når vi taler om rørsukker og melis. Det hvide melis stammer fra sukkerroer, rørsukkeret fra … sukkerrør. Det kom nok ikke bag på mange.

Det ene er ikke mere sundt end det andet. Det brune sukker er ikke renset lige så meget som det hvide, og derfor indeholder det flere mineraler. Den brune farver er med andre ord urenheder, som ikke er renset fra. Men de er ikke skadelige.

Men ellers er der faktisk ikke nogen kemisk forskel på sukker. Sukker er sukrose, og det smager sødt. Dog smager brunt sukker mere sødt end hvidt sukker. Så om min mand er snobbet, er stadig uvist, men en sukkergris er han åbenbart.

Sidst opdateret: 24. august 2023
Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter