Kokostoppe

kokostoppe

Kokostoppe – opskrift

Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 10 minutter
Samlet tid: 25 minutter
Kalorier: 859kcal
Forfatter: Beate Grandahl
Jeg forstår godt, at det var en yndet småkage til kaffebordet, for toppene er både nemme og hurtige at lave. De kan få bunden dyppet i smeltet chokolade, og de kan laves med kondenseret mælk eller med marcipan. Eller de kan – som opskriften herunder – laves med ingredienser, du som regel har i køkkenskabet – hvis du altså ligger inde med kokosmel!

Ingredienser

  • 25 g smør
  • 1 æg
  • ½ dl sukker
  • 100 g kokosmel

Sådan gør du

  • Smelt smørret – ikke brune, bare smelte.
  • Pisk æg og sukker sammen, tilsæt kokosmel, smeltet smør og smag (f.eks. citronskal), og rør det hele sammen.
  • Lad massen stå i skålen på køkkenbordet i ca. 10 minutter.
  • Tænd ovnen på 175° C.
  • Læg et stykke bagepapir på en bageplade, og sæt små toppe af massen på med et par teskeer. De hæver ikke, så der behøver ikke være meget plads imellem dem.
  • Bag dem i ovnen, til de har taget lidt farve hist og her. Ca. 10 minutter.

Nutrition

Kalorier: 859kcal | Kulhydrat: 107g | Protein: 20g | Fedt: 39g | Mættet fedt: 28g | Transfedtsyre: 1g | Kolesterol: 217mg | Natrium: 452mg | Kalium: 68mg | Fiber: 35g | Sukker: 57g | Calcium: 31mg | Jern: 3mg
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Lidt om min kokostoppe opskrift

Jeg husker dem fra min barndom – kokostoppe. De blev sat frem ved ethvert kaffebord, når der var gæster. Jeg elskede den pudsige fornemmelse i munden fra det lidt seje kokosmel. Derudover var der var sukker, smør og æg i, som dels gav sødme og dels fik de små toppe til at hænge sammen.

Min far kaldte dem for brystvorter. Det kan man ikke fortænke ham i, når man ser udseendet på købe-kokostoppen, som ligner et lille spidst bryst med en mørkere farve i spidsen. Min mors var det anderledes med – altså kokostoppene – hvor den mørke farve kunne lægge sig lidt mere spredt end lige i toppen.

Tip I: Jeg bruger fingrene, når jeg skal forme toppene. Det er nemmere end med teskeer. Dyp fingrene i koldt vand, så slipper dejen nemmere.

Tip II: Hvis du vil have dobbelt så store toppe, skal de bage i ca. 15 minutter.

Kokostoppe med kondenseret mælk

Bruger du kondenseret mælk i dine toppe, får de en mere cremet smag. Du skal bruge ¼ dåse til 100 g kokosmel, til gengæld skal du hverken bruge smør, æg eller sukker.

Kokostoppe med marcipan

Marcipan i toppene giver dem en mere svampet konsistens og så selvfølgelig smagen af marcipan. Marcipanen skal rives. Til 100 g kokosmel skal du bruge 30-35 g marcipan, 1 helt æg og en æggehvide samt 1 dl sukker. Intet smør. Massen bør trække mindst ½ times tid, før du former de små toppe.

Kokostoppe med chokolade

Uanset om du laver toppene med kondenseret mælk, med marcipan eller den enkle uden nogen af delene, så kan du dyppe bunden af dem i smeltet chokolade, når toppene er blevet helt kolde. Chokoladen kan du smelte over vandbad eller i mikrobølgeovnen.

Prøv eventuelt også HurtigMums dadelkugler eller de lækre cupcakes.

Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter