Nemme fladbrød – klar på bare 10 minutter
Fladbrød er noget af det mest alsidige og hyggelige, du kan bage i en fart. De kræver ingen gær, ingen hævetid og intet surmælksprodukt – bare fire helt almindelige ingredienser og en god varm pande. Resultatet? Bløde, lune brød med fine stegepletter, perfekte til både fyld, dip eller som tilbehør til aftensmaden.
Der findes utallige variationer af fladbrød fra hele verden, men denne opskrift er enkel og ligetil – og klar på bare 10 minutter. Og du kan nemt give brødene dit eget præg: måske lidt krydderi i dejen eller bruge dem som en slags lyn-pizzabund. Du kan også lave en glutenfri version eller en proteinrig udgave med hytteost og æg.
Uanset hvordan du vælger at bruge dem, er hjemmelavede fladbrød bare lidt hyggeligere – og langt billigere – end de købte. Så rul dejen ud, varm panden op, og nyd duften af friskbagt brød i hele køkkenet.
Fladbrød opskrift
Fladbrød
Ingredienser
- 1 tsk. salt
- 650 g hvedemel
- 1 dl rapsolie
- 4 dl mælk
Sådan gør du
- Bland saltet med melet.
- Tilsæt olie og mælk, og ælt det hele grundigt sammen, til du har en ensartet dej.
- Tilsæt evt. mere mel, hvis dejen er for klistret.
- Del dejen i otte nogenlunde lige store portioner, og rul dem til kugler.
- Rul dem derefter flade, så de har en diameter på ca. 20-22 cm.
- Varm en pande op, så den er rygende varm.
- Læg brødene på et ad gangen, og steg dem på begge sider i 1-1½ minut, til de får mørke pletter. Men pas på, for det går stærkt.
- Hold brødene varme ved at lægge et viskestykke over dem.
Nutrition
Min fladbrød-opskrift
Jeg steger mine fladbrød på panden. Men der findes også opskrifter, hvor brødene bages i ovnen – f.eks. på en opvarmet bageplade eller på en bagesten.
Du kan købe de flade brød i de fleste dagligvarebutikker. De koster omkring 5 kr. pr. stk. Et hjemmelavet fladbrød koster lidt over 1 kr. Og at lave dem selv er bare mere tilfredsstillende.
Opskriften her er, som du ser, uden både gær og mælkeprodukter. Vil du gerne lave et fladt brød med gær og mælkeprodukt, så kan du f.eks. lave naan i stedet for. De bliver bagt i ovnen, og du kan krydre dem med lige nøjagtigt de krydderier, du synes bedst om – fra tørret timian over nigellafrø til knust hvidløg.
Glutenfri fladbrød
Vil du lave glutenfri brød, kan du udskifte hvedemelet med boghvedemel. Eller du kan lave brødene af hytteost og æg. Der skal 125 g hytteost til 1 æg, og den mængde er nok til et enkelt brød. Der skal selvfølgelig også krydres med lidt salt og peber. Disse brød skal bages i ovnen i ½ times tid ved 175° C, varmluft.
Eller du kan lave brødene af blomkålsris. Bland 100 g blomkålsris med 50 g revet ost og 1 æg og nogle krydderier. Det er nok til to brød. De skal bages i ovnen ved 200° C, varmluft, i 8-10 minutter.
Fladbrød med fyld
De flade brød – som jo nærmest minder lidt om madpandekager – er perfekte at rulle om forskellige typer af fyld. Det kan være en kødsovs eller chili sin carne, hvis det skal være vegetarisk. Ratatouille eller græske kødboller og tzatziki.
Men du kan også bruge brødene som en slags pizzabund, som du evt. luner i ovnen med fyld, hvis brødene er blevet kolde. Det er også perfekt til madpakken, hvis du får et par brød tilovers.