Cremet chowder – en varm og fyldig skål hygge
Chowder er en af de supper, der smager af hjemlig varme og ro. Det er sådan en skål, man sætter sig med, når vejret rusker udenfor, og man har brug for noget mættende, cremet og trygt. Oprindeligt stammer chowder fra det amerikanske køkken og laves oftest med fisk, skaldyr eller grøntsager – og gerne serveret med sprøde saltkiks på toppen.
I denne opskrift får du min version, hvor du kan tilpasse med det, du har i køleskabet – hvad enten det er muslinger, blomkål, græskar eller måske bare kartofler og gulerødder. Du kan endda bruge resterne som sovs til pasta, som base til en æggekage eller som fyld på pizza. Det er mad, der rækker lidt længere – og smager lige så godt dagen efter.
Uanset om du nyder din chowder med klassiske kiks eller et hjemmebagt brudbrød, er det her en ret, der samler hele familien om bordet. Fyldig, blød og fuld af smag – og helt perfekt på en almindelig hverdagsaften.
Cremet chowder opskrift
Chowder
Ingredienser
- 300 g bacon – helt stykke
- 1 fennikel
- 2 gulerødder
- 700 g kartofler
- 3 løg
- 3 fed hvidløg
- 50 g smør
- 1 tsk. tørret timian
- 1 tsk. tørret salvie
- 1 laurbærblad
- 1 dl hvidvin
- 2 dl piskefløde
- 3 dl sødmælk
- 3 dl grøntsagsbouillon – eller så det dækker
- Lidt grønt til drys
- Salt og peber
Sådan gør du
- Skær baconen i tern.
- Rengør fenniklen, og hak den fint.
- Skræl gulerødder og kartofler, og skær også dem i tern.
- Pil løg og hvidløg, og hak begge dele fint.
- Steg baconternene i smørret i en gryde, der kan rumme hele suppen.
- Tag baconternene af, når de er sprøde, og sæt dem til side.
- Kom løgene – kun løg, ikke hvidløgene endnu – i gryden, og sauter, til de er klare.
- Tilsæt fennikel, gulerødder, kartofler, hvidløg, timian, salvie, laurbærblad og hvidvin, og lad det koge lidt ind.
- Tilsæt fløde, mælk og bouillon, og lad det hele simre, til kartoflerne er møre.
- Blend suppen, og smag til med salt og peber.
- Tilsæt evt. mere væde, hvis suppen er for tyk. Den skal være en mellemting mellem en suppe og en gryderet.
- Servér med bacontern og grønt drys samt en saltkiks eller et stykke lækkert brød.
Nutrition
Min chowder-opskrift
Chowder er som nævnt en suppe. Traditionelt tilberedes den med skaldyr – oftest muslinger (clam chowder) – fisk eller grøntsager. Hvis du vil have muslinger i, så ordner og tilbereder du dem inden, og tilsætter dem sammen med baconternene, efter suppen er blevet blendet.
Traditionelt serveres suppen med saltkiks. Evt. knust ud over suppen. Men jeg serverer lige så gerne suppen med gulerodsbrud til.
Der findes også en majs chowder, der så selvsagt indeholder majs. Ligesom du også kan bruge andre grøntsager i stedet for både gulerødder og kartofler – f.eks. blomkål og græskar. Jeg er i øvrigt også stødt på en opskrift med kylling i. Men om det så stadig kan kaldes chowder, det vil jeg ikke vove at påstå.
Brug resterne af suppen
Får du rester af suppen, kan de selvfølgelig varmes dagen efter.
Men har du ikke nok til alle, kan du f.eks. bruge den som sovs til pasta eller ris. Eller du kan erstatte væsken – eller noget af den – i æggekagen med den.
Eller du kan bruge den som smørelse på en hjemmelavet pizza i stedet for tomatpasta, eller hvad du nu plejer at smøre din pizzabund med. Du kan stadig godt drysse med ost.