Boller

bollerDet er ikke altid nemt at lave boller til eksempelvis fødselsdagsfesten. For nogle vil have dem med rosiner, andre vil have dem uden, nogle vil have dem luftige, andre vil have dem faste. Hvad skal du så vælge. Skal du lave dem, som fødselsaren ønsker og være ligeglad med de 12 andre gæster, eller hvor mange I nu bliver?

Du kan jo også vælge at lave lidt af hvert. Selvfølgelig af den samme grunddej, så arbejdet ikke bliver for uoverskueligt. I Boller kan du komme lidt af hvert – rosiner, tørrede tranebær, chokoladestykker, æbletern – eller helt undlade at komme noget i eller komme en blanding af ovennævnte i.

Du kan også vælge at drysse med forskelligt slags drys – hirsefrø, solsikkekerner, kakaonibs eller lignende.

boller

Boller – opskrift

Samlet tid: 1 time 30 minutter
Antal: 32 styks
Forfatter: Beate Grandahl
Bolledejen her er hverken fast eller luftig, nærmere sådan midt imellem. Der bliver ca. 32 boller ud af denne portion, som jo så kan deles op i flere forskellige slags boller, hvad afhænger fyld og drys.

Ingredienser

  • 1 l mælk
  • 2 pk. gær 100 g
  • 4 spsk. honning – om den er flydende eller fast er lige meget. Kan også erstattes af sirup
  • 400 g hytteost
  • 1800 g hvedemel
  • tsk. salt
  • Æg til pensling

Derudover kan du bruge forskelligt fyld. Det kommer selvfølgelig an på antallet du vil lave, hvor meget du skal bruge af det forskellige. Hvis vi antager, at du vil lave 8 boller med hver slags, skal du bruge som følger:

  • 100 g rosiner – gerne de store lækre og bløde jumborosiner
  • 100 g tørrede tranebær
  • 100 g mørk chokolade
  • 1 æble

Endvidere kan du bruge kerner af enhver art til drys, men det er ikke voldsomme mængder, og det kan blot være, hvad du har på lager.



    Sådan gør du

    • Lun mælken, og opløs gæren i den.
    • Tilsæt honning og hytteost.
    • Del portionen op i det antal forskelligt fyld, du vil komme i dine boller.
    • Vej melet op, og bland saltet i.
    • Del nu melet op i samme antal portioner som mælkeblandingen.
    • Bland rosiner, tørrede tranebær, hakket chokolade og æble i tern i hver deres melportion.
    • Hæld melet i hver sin mælkeblanding, og ælt hver portion godt sammen til en fugtig, men fast dej.
    • Lad dejene hæve tildækket og lun i ca. 45 minutter.
    • Form dejen til boller, og stil dem på bageplader beklædt med bagepapir, og lad dem hæve endnu 15 minutter.
    • Tænd ovnen på 225° C.
    • Pensl bollerne med sammenpisket æg, og drys med, hvad du måtte ønske at drysse med.
    • Bag bollerne i 12-15 minutter.
    Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

    Kaffe- eller teboller

    Fra gammel tid skelnede man mellem to forskellige slags – kaffeboller, der var med kardemomme, rosiner og sukat og teboller, der bare var boller og intet andet. Dog var der også til de lidt finere anledninger boller lavet af wienerbrøddej.

    Så var der også strutter, som bl.a. blev spist som fastelavnsboller. Strutter var, hvor hvert ”hjørne” blev trukket ud som et horn – og så er de vel reel set ikke boller længere. De færdigbagte strutter blev flækket, smurt, drysset med sukker og kanel og blev varmet kort i ovnen, hvorefter de blev spist til varm mælk.

    Beate Grandahl

    Beate Grandahl

    Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    Opskrift Vurdering




    Se også disse opskrifter

    Cookie indstillinger
    Annonce