Bagte tomater

Bagte tomater er lækkert tilbehør til rigtig mange retter. Både fordi de selvfølgelig smager godt – de giver både sødme og syre – men også fordi det er nemt at lave. Du kan bage både store og små tomater, og du kan gøre det ved lav temperatur i lang tid eller ved høj temperatur i kortere tid.

Herunder får du en opskrift på små tomater bagt i en times tid og en opskrift på store tomater bagt lidt under ½ times tid.

Opskrift på bagte tomater i ovn

Bagte tomater

Bagte tomater i ovn

Samlet tid: 1 time 5 minutter
Antal: 4 personer
Forfatter: Beate Grandahl
Vi snupper de små tomater først – de skal trods alt have længst tid … Du kan også bruge store tomater til denne opskrift, men jeg synes, de små ser mere indbydende ud, og maden skal jo også gerne være indbydende.

Ingredienser

  • 500 g små tomater – evt. lidt flere hvis det er tomater på stilk
  • 2-3 fed hvidløg efter smag
  • 2 tsk. tørret oregano
  • 1-2 spsk. balsamicoeddike
  • 1-2 spsk. olivenolie
  • 2 tsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • ½ glas sorte oliven

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 170° C varmluft.
  • Skyl tomaterne, og skær dem i halve – eller giv dem et dybt snit (se forklaring herunder).
  • Læg tomaterne i et ovnfast fad eller på bageplade.
  • Pil hvidløgsfeddene, hak dem fint, og fordel dem over tomaterne.
  • Drys med tørret oregano.
  • Fordel eddike, olie sukker og salt over tomaterne, sæt fadet i ovnen, og bag tomaterne i en time.
  • Bland med oliven.
  • Tomaterne kan spises varme eller lune.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Halvér eller snit tomaterne

Når jeg bager små tomater i ovnen, så bruger jeg helst dem med stilk, hvis jeg kan få fat i dem til en rimelig pris. Jeg synes, det ser lækkert og rustikt ud. Men jeg supplerer med løse tomater – det kan også blive for rustikt.

De tomater, som bliver siddende på stilken under forberedelsen, skærer jeg et dybt snit i, de løse tomater skærer jeg over i halve.

De hele tomater bliver som en saftig eksplosion i munden, fordi de ikke tørrer ud på samme måde, som hvis du skærer dem over i halve.

Du kan selvfølgelig vælge blot at skære et snit i de løse tomater også i stedet for at skære dem helt over, men det andet giver en god kontrast i både udseende, smag og konsistens.

Store bagte tomater

Skal jeg bage store tomater ”hurtigt” i ovnen, skærer jeg dem altid over i halve. Så tager de bedre imod smag fra de øvrige ingredienser.

Ingredienser til 4 personer

  • 4 modne tomater
  • 4 tsk. tørret timian
  • 1-2 spsk. balsamicoeddike
  • 1-2 spsk. olivenolie
  • frisk timian til pynt
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200° C varmluft.
  2. Skyl tomaterne, og skær dem over på tværs i to lige store dele.
  3. Stil tomaterne på en bageplade beklædt med bagepapir eller i et ovnfast fad.
  4. Drys med tørret timian, og fordel eddike samt olie over.
  5. Drys lidt salt og peber på.
  6. Sæt fadet i ovnen i 20 minutter.
  7. Pynt evt. med frisk timian.

Forberedelsestid: 5 minutter

Tilberedningstid: 1 time

Bagte tomater

Glad for varme tomater? Så skal du prøve grillede tomater

Sidst opdateret: 24. marts 2024
Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

En reaktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter