Skinkeculotte

Skinkeculotte skæres af yderlåret fra skinken på grisen. Det er magert og reelt kød, som kan blive ekstremt mørt og velsmagende. Helst skal culotten være rosa i midten med en centrumstemperatur på ca. 65 grader, så du skal have stegetermometeret frem.

Grisens culotte er god at stege på grillen, i ovnen eller i en gryde. Den du får opskriften på her, er marineret før tilberedning. Det gør kødet endnu mere velsmagende, mørt og saftigt.

Opskrift på skinkeculotte

Skinkeculotte

Skinkeculotte på grill eller i ovn

5 fra 3 stemmer
Samlet tid: 1 time 30 minutter
Ret: Grill, Hovedret
Køkken: Dansk
Servings: 4 personer
Calories: 475kcal
Til stegen kan du f.eks. servere risotto og bagt eller stegt spidskål. Eller du kan være mere traditionel og servere kogte kartofler, dampede grøntsager og brun sovs til.

Ingredienser

  • 700 g skinkeculotte med minimum 2 mm spæk
  • Friske krydderurter – f.eks. rosmarin, salvie og timian, men valget er helt dit
  • 1 citron
  • 3 fed hvidløg
  • 4 spsk. olie
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Skær et rudemønster i culottens fedtlag.
  • Skyl, tør og hak alle krydderurterne.
  • Skær citronen i grove stykker, og mas dem let med bagsiden af en grydeske.
  • Pil hvidløgsfeddene, og hak dem fint.
  • Bland krydderurter, citron, hvidløg og olie sammen, og kom et lille nip salt og et par kværn peber i.
  • Kom blandingen i en stor pose beregnet til fødevarer, og kom culotten i også.
  • Ryst posen, gnide marinaden godt ind i kødet, og luk så for posen, efter du har trykket luften ud.
  • Lad stege marinere i ca. ½ time ved stue- – eller rettere – køkkentemperatur.

På grillen

  • Tag kødet op af marinaden, stik et stegetermometer i det tykkeste sted, og læg stegen på grillen ved indirekte varme og under låg, til den har en centrumstemperatur på ca. 60° C (30-40 minutters tid).
  • Lad stegen trække i 10-15 minutter tildækket.

I ovnen

  • Tag stegen op af marinaden, og brun den af på en varm pande – brun fedtsiden først, men brun alle kanter.
  • Læg skinkeculotten i et ovnfast fad, og stik stegetermometeret i det tykkeste sted.
  • Sæt en tandstik i det lave hjørne, og ”hæv” stegen, så den bliver ensartet stegt.
  • Sæt fadet i den kolde ovn, og tænd på 170° C.
  • Lad culotten stege til centrumstemperaturen er ca. 60° C (40 minutter).
  • Lad stegen trække tildækket i 10-15 minutter, før du skærer den i tykke skiver.

Nutrition

Kalorier: 475kcal | Kulhydrat: 2g | Protein: 30g | Fedt: 38g | Mættet fedt: 14g | Kolesterol: 126mg | Natrium: 98mg | Kalium: 502mg | Fiber: 1g | Sukker: 1g | Vitamin C: 6mg | Calcium: 30mg | Jern: 2mg

Skal din culotte langtidssteges, skal den have ca. 3 timer ved 65° C.

Vil du tilberede din culotte i gryden, hælder du vand ved efter bruning – sådan ca. 1½ dl – og lader den simre i 35-40 minutter, hvorefter du dækker den med stanniol og lader den hvile i 10 minutters tid, mens du laver sovsen.

Stop madspild

Rester af skinkeculotte kan skæres i tynde skiver og bruges som pålæg eller som fyld i pitabrød, sandwich, tortillas og lignende. Eller du kan skære det i strimler og bruge det i en salat, en omelet eller i den japanske suppe, ramen.

Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.
5 from 3 votes (3 ratings without comment)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Andre opskrifter med svinekød