Vandbakkelser

vandbakkelser

Vandbakkelser opskrift

Samlet tid: 1 time
Antal: 8 vandbakkelser
Forfatter: Beate Grandahl
Inden du går i gang er der lige et par ting du skal sikre dig. Dit værktøj skal være i orden. Din ovn skal fungere korrekt – er din ovn f.eks. gammel og ovndøren utæt: GLEM DET. Du skal have et godt piskeris der kan piske dine æg ordentligt – en grydeske duer altså bare ikke til det.

Ingredienser

  • 1 dl vand
  • 50 g smør
  • 50 g hvedemel
  • 2 æg

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 190° C – hvis det er en varmluftsovn, ellers 200° C.
  • Kom vand og smør i en gryde, og bring det i kog.
  • Tilsæt alt melet, og rør til dejen slipper både gryde og ske.
  • Tag gryden af varmen, og lad dejen blive let afkølet – det går lidt stærkere hvis du hælder den over i en større skål.
  • Pisk imens æggene sammen – subsidiært kan du ryste dem sammen i en melryster.
  • Rør nu lidt efter lidt ca. ¾ af æggemassen i dejen. Pisk grundigt. Tilsæt kun så meget æg at dejen kan formes til toppe. Den skal være blød og føjelig, men ikke for våd og uformelig.
  • Sæt dejen i 8 toppe i god afstand på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Sæt pladen i ovnen, og bag i ca. 25 minutter til vandbakkelserne er smukt gyldne og mønstrene i dejen er klart aftegnet. Og hold så fingrene fra den ovndør i de første 20 minutter. Åbner du ovndøren for tidligt klasker vandbakkelserne sammen.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Vandbakkelse opskrift – et par kommentarer

Vandbakkelser – Det elskede og hadede bagværk. Lækre og luftige når de lykkes og slappe og kedelige når de ikke gør. For det er ikke altid bare ligetil at få de drilske boller til at strutte gyldent og smukt tekstureret.

En vandbakkelse er egentlig ”bare” en opbagning af smør, hvedemel og vand som legeres med æg … eller bare og bare for der skal altså ikke være nogen svinger i valsen før det kan gå galt.

Nu kan du fylde dine vandbakkelser med råcreme, flødeskum, rabarberkompot, rejesalat eller hvad du ønsker.

Skal du bage flere vandbakkelser, så de ikke kan være på én bageplade, så bag én plade ad gangen. Du kan eventuelt også tage et kig på hjemmesiden ViElskerMad.dk, der har de også en rigtig god opskrift på vandbakkelser.

Vandbakkelse kagemand

Mange danskere forbinder kagemand med vandbakkelsesdej formet som en mand eller kone og pyntet med glasur og slik. Hvis du skal bruge din vandbakkelsesdej til en kagemand/-kone, sætter du dine toppe tættere sammen, så tæt at de ved hævningen selv sørger for at fylde ”hullerne” ud.

Er vandbakkelser fryseegnet?

Det korte svar er ja. Selve vandbakkelserne er ganske fryseegnede, men indmaden kan variere og det er min erfaring at cremer og lignende godt kan få en lidt “frosset” bismag af for lang tid i fryseren.

God fornøjelse og velbekomme!

Sidst opdateret: 7. november 2023
Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter