Søde kartofler

Søde kartofler har intet med kartofler at gøre. De er ikke engang i familie – okay, måske langt ude. Det er i hvert fald rodfrugter begge to. Batater, som de også kaldes, ligner kartofler – lidt – men er mere aflange og ofte større. Større end selv bagekartofler. Og så smager de sødere – deraf navnet.

Bataten er oftest rosa i skrællen, men den kan også være hvid. Frugtkødet er oftest gult, men kan også være hvidt. Den kan tilberedes nogenlunde som kartofler, bortset fra at den ikke smager særlig godt kogt – altså som i kun kogt ligesom kogte kartofler, den kan sagtens bruges til mos.

Er søde kartofler sunde?

Batater indeholder lige så meget stivelse som kartofler, men er alligevel sundere.

De indeholder nemlig mange C-vitaminer, B1-vitaminer, beta-karotiner, mangan og kalium. De er medhjælpende til at stabilisere blodsukkeret og forbedre insulinfølsomheden. Stofferne sidder i skallen, hvorfor det er en fordel ikke at skrælle bataterne, men blot skrubbe dem og spise dem med skræl på.

Det største plus, ernæringsmæssigt, ved batater er, at de har et højt fiberindhold.

Sådan tilbereder du søde kartofler

Du kan bruge batater i rigtig mange retter og tilberede dem på rigtig mange måder. Du kan bruge dem til mos, du kan bage dem, du kan lave pomfritter – eller måske skal de så hedde batfritter – af dem, eller du kan rive dem og anvende dem i gryde- eller wokretter eller i kager.

Søde kartofler i ovn

Du kan bage bataterne i ovnen ved at halvere dem på langs, pensle dem med lidt olie, krydre dem og bage dem ved 160° C i 40 minutter. Derefter kan du komme stegte bacontern, revet ost eller lignende over, og give dem 5-10 minutter mere.

Eller du kan efter de 40 minutter, udhule dem og blande kødet med lækre sager, som fetaost, hvidløg og krydderurter, som du fylder i skallerne igen, drysser med revet sot og bager i yderligere 15 minutter.

Bataterne kan også skæres i både og tilberedes på samme måde, som du laver kartofler i ovn.

Søde kartofler

Tynde batfritter med salt

Forb. tid: 10 minutter
Tilb. tid: 10 minutter
Samlet tid: 20 minutter
Ret: Tilbehør
Antal: 4 personer
Kalorier: 49kcal
Forfatter: Beate Grandahl
Min favorit er klart den du ser på billedet. Fritterne bliver helt sprøde og knasende. Og kartoflens søde smag kombineret med salt giver en helt unik smagsoplevelse.

Ingredienser

  • 1 sød kartoffel batat
  • Smagsneutral olie – f.eks. solsikkeolie
  • chilipulver
  • Flagesalt

Sådan gør du

  • Skrub bataten, så den er helt fri for jord og andre urenheder.
  • Skær den i tændstiktynde stave.
  • Fyld en wok, sauterpande eller lignende en tredjedel op med olie, og varm det op til 180° C, eller til det syder, når du stikker et træspyd ned i det. Du kan også bruge et bolsjetermometer.
  • Steg stavene, til de er sprøde – evt. ad flere omgange.
  • Tag dem op af olien med en hulske, og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrullepapir.
  • Drys med salt og evt. chilipulver.
  • Fritterne kan spise som chips eller som tilbehør til f.eks. stegt fisk eller andre retter, du ville servere pommes frites

Nutrition

Kalorier: 49kcal | Kulhydrat: 11g | Protein: 1g | Fedt: 0.03g | Mættet fedt: 0.01g | Flerumættet fedtsyre: 0.01g | Natrium: 31mg | Kalium: 190mg | Fiber: 2g | Sukker: 2g | Vitamin C: 1mg | Calcium: 17mg | Jern: 0.3mg
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet
Sidst opdateret: 9. oktober 2023
Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter