Krydderkage

Hos os er krydderkage ved at udkonkurrere pandekagerne, men kun lige ved, for de to ting kan jo overhovedet slet ikke sammenlignes. Men førhen når der kom gæster på afslappet søndagsvisit, var det tit nylavede pandekager, der blev serveret til kaffen og teen. Men nu er krydderkagen lige så tit den, der bliver sat på bordet, fordi den er nem at lave og passer sig selv.

Pandekager skal man jo helst være over, og der bliver kun til én person ad gangen. Krydderkagen skal bare i ovnen, og når den er færdig, er der til alle. Der skal lidt flere ingredienser i den, men det er ingredienser, du normalt ligger inde med – i hvert fald, hvis du er flittig bager.

krydderkage

Krydderkage opskrift

Samlet tid: 1 time 10 minutter
Antal: 4 personer
Forfatter: Beate Grandahl
Opskriften her stammer fra min farmor, og jeg synes faktisk, det er en lidt mærkelig fremgangsmåde, fordi man først rører mælken i til sidst, hvor dejen ellers har taget en fast form, men det virker. Jeg bruger røremaskine, det gør min farmor ikke, hun bruger elpisker.

Ingredienser

  • 75 g mørk muscovadorørsukker – undskyld farmor min farmor bruger brun farin
  • 100 g sukker
  • 175 g blødt smør
  • 1 æg
  • 250 g mel
  • 1 tsk. natron
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt nellike
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. allehånde
  • dl mælk
  • 2 håndfulde rosiner – jeg bruger jumborosiner


Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 175° C.
  • Rør muscovadorørsukker, sukker og smør sammen.
  • Tilsæt ægget, og rør igen.
  • Bland natron og alle krydderierne i melet, og tilsæt det.
  • Rør grundigt.
  • Tilsæt mælken, og pisk, pisk, pisk, til dejen er ensartet.
  • Rør rosinerne i.
  • Hæld dejen over i en brød- eller sandkageform af passende størrelse – den hæver en del. Smør formen med lidt smør eller for den med bagepapir, hvis du ikke som jeg bruger en silikoneform.
  • Bag kagen i ca. 1 time, til dejen ikke længere hænger ved, når du stikker en strikkepind eller lignende ned midt i kagen.
  • Lad kagen køle lidt af i formen, hvorefter du vender den ud på en rist med bagepapir. Vend den om, så toppen vender opad – kagen kan godt tage form af risten, hvilket ikke ser så pænt ud på toppen.
  • Skær først kagen, når den er helt kold. Den er meget blød, og går nemt i stykker, hvis du skærer den, inden den er kølet helt af.
  • Skær kagen i tykke skiver, og halvér dem.
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

Kagen smager vanvittigt godt. Den er bedst den første dag. Så bag den om formiddagen, som gæsterne kommer om eftermiddagen. Den skal mindst køle af 1 time. Så afsæt 2 – 2½ time, så kan du servere nybagt krydderkage for dine gæster.

Sådan kan du opbevare krydderkage

Opbevar kagen i en plastikpose. Kommer du den i køleskabet, kan den holde sig længere, end hvis du lader den ligge på køkkenbordet, men den bliver også hurtigere tør i køleskabet.

Du kan også fryse kagen ned – hel eller i skiver. Lun den evt. lidt, og lad den køle af igen, når du har tøet den op, men den er stadig allerbedst, når den er nybagt – hvilken kage er ikke det?!

Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

En reaktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Cookie indstillinger
Annonce